Meget er forandret i det nordlige Uganda de sidste to år. Der er ikke flere soldater på gaderne i Gulu, og de dukker ikke pludselig frem af bevoksningen, hvor man mindst venter dem. Veje, der tidligere ikke kunne befærdes uden konstant frygt, kan i dag benyttes uden eskorte eller sikkerhedscheck før afgang. Ikke engang FN kræver nogen beskyttelse mere på vejene. Det er godt nyt. Firhjulstrækkere fra FN og NGO’erne dominerer dog stadig gadebilledet og verdens fødevare program bespiser stadig en stor del af befolkningen.
En fredelig hverdag er ikke normen for befolkningen i denne del af Afrika. Der har været konflikt i området lige siden 50’erne, da borgerkrigen startede i Sudan og bragte flygtninge og bevæbnede militsgrupper ind over grænsen. Siden da, er det gået fra den ene katastrofe til den næste. Fra Idi Amin til Milton Obote til konflikten i kølvandet på Obotes afgang og til LRA - Lords Resistance Army -, der siges at kæmpe for indførelsen af de 10 bud, men som med deres egen adfærd lader hånt om alle moralbegreber. Lederen af LRA, Joseph Kony, har været under jorden siden 1988 og i alle årene undgået regeringshærens mange forsøg på at pågribe ham og nedkæmpe hans hær. Kony er svær at forudse og har mestret kunsten, at handle aldeles uventet. Og overraskende var det, da Kony i juli 2006 begyndte at tale fred med regeringen i Kampala. Forhandlingerne førte hurtigt til en aftalen om indstilling af væbnede handlinger, der trådte i kraft i september 2006. Men siden da, har forhandlingerne svinget meget, og flere af forhandlerne for LRA er blevet fyret. Kony har ifølge meget velholdne rygter skudt sin tidligere kampfælle Vincent Otti, og muligvis Ottis efterfølger. Pga. den sparsomme informationsmængde og mulighederne for at verificere oplysninger er det mest rygter, der holder diskussionen om LRA i gang, og der florerer alle former for rygter; Kony er død, er syg, er i den central afrikanske republik eller i Tchad.
I midten af maj ventede en delegation af kulturelle og religiøse ledere fra det nordlige Uganda i fire dage på en samtale med Joseph Kony, men han kom ikke frem fra sit skjul i en naturpark mellem DR Congo og Sudan. De ville overbevise ham om, at han skulle underskrive den endelige fredsaftale. Blandt de prominente personer fra det nordlige Uganda var bl.a. Ærkebiskoppen af Gulu, John Baptista Odama, der har været meget fremme omkring forhandlingerne, og i alle årene med konflikt været én af de personer, der kunne kommunikere med LRA.
Biskoppen og de andre delegationsmedlemmer kom tomhændet hjem, men medbragte dog et budskabet om, at alle partner skulle bibeholde roen og tålmodigheden. Biskoppen har til BBC udtalt, at ingen bør begå handlinger, der kan lede til nye kampe og at befolkningen i det nordlige Uganda allerede har lidt nok. Fredsprocessen i det nordlige Uganda har muliggjort at hen ved halvdelen af de mennesker, der i 2005 var fordrevet, ca. 1,8 mio., er på vej hjem. FN’s tal fra marts taler om 52 %. Enten er de fordrevne flyttet tilbage til deres oprindelige hytte eller til nye beboelser, som er skudt op, tættere på det sted de tidligere boede.
For den brede befolkning er det bedste man kan sige om fredsprocessen, at LRA i dag er langt væk, men det kan ændre sig. Den lokale leder af fødevaresikkerheds koordinationsgruppen i Kitgum, Peter Abal, mener ikke man kan vide sig sikker: ”Jeg er holdt op med svare, når nogen spørger, om alle IDPs (internt fordrevne) vil være tilbage ved nytår. En uge kan ændre det hele i Uganda”. Det han henviser til er, at de lokale ikke føler sig sikre, så længe Joseph Kony ikke er kommet frem fra sit skjul. I mere end 20 år har han og hans væbnede gruppe terroriseret lokal befolkningen og praktisk talt alle har været påvirket af konflikten.
Olal Andrew fra landsbyen Madi Kiloc nord for Kitgum påpeger, at alle de nyligt hjemvendte stadig har deres egen lille hytte i en af hovedlejrene. Olal er parat til at flytte ind i lejren igen, hvis LRA skulle være på vej til området.
Den tidligere undersekretær i FN for humanitære anliggender, Jan Egeland, medtager i sin erindringsbog ”A billion lives” er et helt kapitel dedikeret til det nordlige Uganda og særligt forholdet til LRA. Jan Egeland mødtes med Joseph Kony i august 2006, det sammen sted hvor delegationen ventede i maj. Egeland skriver om en oplevelse, der til forveksling minder om de traditionelle lederes. Han og hans følge fik også lov at vente uden nogen forklaring, og da de endelig mødte LRA var det kun Kony’s daværende stedfortræder Vincent Otti. Der skulle store ord til for at få Kony frem. Det lykkedes med tålmodighed for Egeland og fredsprocessen kom i gang. To år senere og efter mange og lange forhandlinger, der bl.a. har resulteret i aftaler om demobilisering og fremme af Acholi folkets stilling i det Ugandiske samfund synes Kony dog at være på vej væk fra fredens vej.
Et væsentligt problem er, at Kony mangler en vej ud, der udvider det nuværende spektrum af muligheder, hvor valget står mellem fængsel eller død. Han har i realiteten ikke noget at vinde ved at komme frem. De store ideer om ministerposter eller en ophøjet position i samfundet er blevet skudt ned af regeringsforhandlerne, der i øvrigt mener at landet skal ledes af demokratisk valgte og ikke af personer, der har fremmet deres sag ved vold. Præsident Museveni glemmer behændigt, at han selv kom til magten ved et kup, og at han ikke har tilladt frie valg siden sin tiltrædelse.
I følge regeringen i Syd Sudan dræbet LRA i starten af juni 23 personer inklusive 14 sudanesiske soldater og genoptog derved krigen. Umiddelbart før angrebet holdt landene, der er berørt af konflikten, møde om mulige tiltag for med magt at nedkæmpe LRA én gang for alle.
Disse to begivenheder vil helt sikkert styrke dem, der taler for en militær løsning. Det lader ikke til, at hverken LRA eller regeringen i Kampala ønsker at lytte til budskabet om at fortsætte forhandlingerne.
onsdag den 11. juni 2008
mandag den 12. maj 2008
Flygtninge skal vende tilbage
Hundredtusinder af kenyanere, der blev fordrevet under urolighederne efter valget i december, skal forlade deres flygtningelejre og vende tilbage til deres hjem. Det er den kenyanske regerings officielle politik.
Civilsamfundsorganisationer, der arbejder med freds- og forsoningsaktiviteter, har dog advaret mod at sende de fordrevne hjem, hvis ikke jorden foerst bliver goedet for at forsone dem med de mennesker, som har jaget dem vaek.
I sidste uge besoegte jeg lejre for fordrevne nogle af braendpunkterne under krisen i Rift Valley. Det var tydeligt, at mange af disse mennesker slet ikke er klar til at vende tilbage. Hadet mod den stamme, der stod bag myrderier, vold og ildspaasaettelser er til at tage og foele paa. Vi snakkede blandt andet i et par timer med nogle skoleboern fra Kikuyustammen i en lejr ved Naivasha. De kom fra forskellige steder i Rift Valley og var alle blevet jaget fra hus og hjem af den rivaliserende Kalenjinstamme. Mange af boernene var tydeligvs stadig traumatiserede af hvad de havde set og oplevet. Og de fleste sagde, de hadede kalenjinerne og ikke ville tilbage og bo blandt dem. Svaert at bebrejde dem, naar man taenker paa, at mange af dem har set deres hjem blive braendt og paaroerende eller bekendte blive myrdet.
Mellemfolkeligt Samvirke samler paa soendag ind til freds- og forsoningsarbejdet i Kenya. Jeg har set med mine egne oejne, at behovet er der...
Civilsamfundsorganisationer, der arbejder med freds- og forsoningsaktiviteter, har dog advaret mod at sende de fordrevne hjem, hvis ikke jorden foerst bliver goedet for at forsone dem med de mennesker, som har jaget dem vaek.
I sidste uge besoegte jeg lejre for fordrevne nogle af braendpunkterne under krisen i Rift Valley. Det var tydeligt, at mange af disse mennesker slet ikke er klar til at vende tilbage. Hadet mod den stamme, der stod bag myrderier, vold og ildspaasaettelser er til at tage og foele paa. Vi snakkede blandt andet i et par timer med nogle skoleboern fra Kikuyustammen i en lejr ved Naivasha. De kom fra forskellige steder i Rift Valley og var alle blevet jaget fra hus og hjem af den rivaliserende Kalenjinstamme. Mange af boernene var tydeligvs stadig traumatiserede af hvad de havde set og oplevet. Og de fleste sagde, de hadede kalenjinerne og ikke ville tilbage og bo blandt dem. Svaert at bebrejde dem, naar man taenker paa, at mange af dem har set deres hjem blive braendt og paaroerende eller bekendte blive myrdet.
Mellemfolkeligt Samvirke samler paa soendag ind til freds- og forsoningsarbejdet i Kenya. Jeg har set med mine egne oejne, at behovet er der...
lørdag den 10. maj 2008
En grøn tørke
Det hedder sig, at ”man skal ikke skue hunden på hårene”. Du kunne være, at køteren inden under huden er godt gal. På samme måde kan man ikke vurdere omfanget af en tørke blot ved et hurtigt blik over horisonten. Et grønt landskab er ikke ensbetydende med, at alle problemer er løst. Den umiddelbare frodighed i Borana i det Sydlige Etiopien er ved nærmere eftersyn blot et tyndt lag af græs og blade på buske, der i øvrigt er godt medtaget af to på hinanden følgende regnsæsoner, der slog fejl.
De lokale er pastoralister dvs. de ernærer sig ved at opdrætte kvæg og følge med kvæget, hvor foderet findes. De fastboende er agro-pastoralister, der kombinerer landbrug med kvæghold. Umiddelbart har ingen lyst til at være landmænd, men realiteten er, at flere og flere har små marker.
Døde dyr ligger rundt i landskabet. Manglen på mad og medicin til både mennesker og dyr er omsiggribende. Tørke er ikke noget nyt for befolkningen i Borana. Det som er nyt er den korte afstand mellem tørkerne og tørkens udstrækning. Tidligere gik der op mod 10 år imellem to tørkeperioder. I dag er der kun to til tre år hvilket ikke er nok for at naturen kan genetablere sin modstandsdygtighed. Hvor man tidligere kunne migrere ud af det tørke ramte område har tørken denne gang kunnet mærkes i alle nabodistrikterne. Dertil kommer, at konflikter med nabostammer og lukkede grænser til Kenya og Somalia begrænser kvæghyrdernes bevægelsesfrihed. Faktisk ligger store frodige områder ubenyttet hen imellem Kenya og Etiopien. Kvægdriverne kan ikke eller tør ikke bevæge sig derind af frygt for angreb fra fjendtligt stillede stammer.
Folk har mistet fra 40 – 60 % af deres kvæg, og dem som er tilbage er udmagrede. Den helt store katastrofe er de mange kalve, der er døde. Når koens kalv dør tidligt holder koen op med at producere mælk, og netop salg af mælk er en vigtig indkomstkilde for kvæghyrderne samtidig med, at den er nærende for børnene.
De lokale myndigheder fortæller, at mens priserne på kvæg er faldet er priserne på korn steget. På markedet findes kun tredje og fjerde kvalitets kvæg på og ingen af højeste kvalitet. Kvægdriverne er ramt af den globale prisstigning på fødevare, og deres vigtigste indtægtskilde giver på grund af tørken ikke det afkast de har brug for. De udmattede køer giver meget lidt ved salg og dør let af sygdom
Da regnen endelig kom i de sidste dage af marts var mange dyr så udmattede og afkræftede at den kolde regn slog dem ihjel. En kombination af stress og kulde. Flere dyr er døde umiddelbart efter regnen satte ind end før, hvilket også har at gøre med at sygdomme florerer, når det regner. De lokale fortæller om en sygdom som de ikke har medicin imod, hvor dyrenes maver svulmer op og dyret dør hurtigt derefter. De lokale veterinærmyndigheder har modtaget prøver fra døde dyr, men endnu er ingen diagnose eller medicin kommer frem
Vi møder Adi Godona fra Bulbul i Guji zonen som mistede 15 køer ud af de 30 hun havde før tørken. For at kunne købe mais var hun nødt til at sælge 8 køer, men fik kun lave priser for dem da de allerede var i en dårlig fysisk tilstand. Hun har 10 børn der alle er påvirket af tørken og selv med solidariteten inden for familien har det været svært. Adi har feber og maveonde.
Tørken rammer alle. Vi besøger en skole, hvor kun halvdelen af klassen er mødt op. De andre elever er ude på lange ture med kvæget som har svært ved at finde foder tæt på landsbyen, og de som er mødt op er trætte og sultne. Kvinderne som traditionelt henter vand og brænde skal gå endnu længere for at finde begge dele og mange er syge.
Tiden er ikke med kvægdriverne. Det moderne samfund med skoler og sundhedsklinikker presser folk til at bosætte sig fast ét sted, og i det øjeblik at en kvægdriver ikke længere bevæger sig med sine dyr, så er det i realiteten et langsomt selvmord.
Meget af den gode jord som i de tørre tider var forrådskammer for kvægdriverne benyttes i dag til landbrug, og er hegnet ind på forskellig vis. Dertil kommer, at store områder er blevet inddraget til naturparker, der nok afspejler en positiv udvikling, men ikke nødvendigvis for de mennesker, der levede af jorden før. Det stigende pres på naturressourcerne medvirker til flere konflikter, som igen leder til en dårlig udnyttelse af jorden og begrænsninger i bevægelsesfriheden.
Vi forlader det smukke Borana og kører tilbage mod Etiopiens hovedstad Addis Ababa. På vejen nord på ses en ny type industri i rivende udvikling. En aktivitet, der til overmål benytter sig af det sparsomme vand, som kvægdriverne har manglet i de sidste mange måneder. Række på række af drivhuse er skudt op i det tørre landskab. Blomsterfarmerne har indtaget Etiopien. Hvis det er udtryk for fremskridt er det et fremskridt, der er ude af trit med den omgivende natur. Hvor blomsterproduktion er et fremmedelement, der producerer en vare, som ikke benyttes i Etiopien men flyves til Europa så snart som muligt, så lever kvægdriverne med naturen på godt og ondt og bruger de ressourcer som naturen har i et nøje afmålt forhold, der desværre oftere og oftere kommer ud af balance.
Nik Bredholt
lørdag den 26. april 2008
Den katolske kirke i Kenya og den politiske krise efter præsidentvalget
Da pater Michael Kamau blev stoppet på vejen mellem Eldama og Nakuru så han nogle af sine ministranter stå i gruppen af truende drenge. Han må have troet, at han kunne tale dem til fornuft for han stod ud af bilen og gik i diskussion med dem. Havde han forsøgt at bryde igennem vejspærringen var han måske stadig i live. Banden af lokale drenge slog ham til døde med stumme våben. Han blev dræbt som hævn for andre voldshandlinger som drengene mente var begået af den stamme som præsten kom fra. Pater Michael Kamau blev født i 1966 i Kiambu et område domineret af kikuyuer, og var tilknyttet bispedømmet i Nakuru. Han var på ingen måde indblandet i volden, men blev alligevel et offer, dog langt fra den eneste, der er blevet myrdet pga. sin etniske herkomst. Over 1000 har ladet livet siden slutningen af december.
Hvad kirken angår, har krisen i Kenya efter valgfiaskoen den 27. december været en hård tid at komme igennem. For at undgå sager som den ovenstående er flere præster er blevet flyttet i særlig grad fra Rift Vally, der har været centrum for konflikten, til egne af landet, hvor de ikke ville blive gjort til mål pga. deres herkomst.
Den katolske kirke i Kenya er landets største trossamfund. Historisk har kirken i Kenya udviklet sig på linie med de skel som samfundet i øvrigt har institutionaliseret, hvorved bispedømmerne følger de administrative skel, og dermed i høj grad stammeskel. De steder, hvor stammerne bor blandet er faktisk de steder, hvor konflikten i januar og februar var størst. At kirkens opdeling i bispedømmer følger de etniske skel er af en tidligere missionær fra Ngong bispedømme, Pater Mark Faulkner, blevet udlagt som om kirken har lagt ved til det etniske bål. Missionærerne blev udpeget for en bestemt stamme og introducerede liturgi, der passede til stammen. Derved cementerede missionærerne de af koloniherrernes konstruerede stammeskel som kolonien udnyttede efter devisen – del og hersk. P. Mark Faulkner hævder, at drømmen om en lokal kirke er blevet reduceret til en stammekirke.
To begivenheder i efteråret kom til at spille en rolle. Det ene var udnævnelse af en ny kardinal for Kenya. John Njue fra det centrale Kenya blev udpeget tidligt i efteråret. Ikke længe efter blev den nyudnævnte kardinal citeret for at kritisere majimbo, der er et forslag om at give mere magt og midler til regionerne, og dermed i praksis mere magt til de forskellige stammer. I realiteten nævnte kardinalen ikke majimbo med en eneste ord, men selvom kirken i dagene efter forsøgte at forklare, at kardinalen var blevet fejlciteret, var skaden sket. For kenyanerne var dette et klart tegn på, at kardinalen var på Kibakis side imod hans hovedopponent, Raila Odinga fra ODM, der havde foreslået majimbo. I dag, tre måneder efter valget er der næppe nogen der positivt vil benytte majimbo begrebet. Meget af volden særligt i Rift Vally er blevet udråbt som befolkningens egen indførelse af majimbo, men det ved vi kun i bag kundskabens lys.
Man spørger sig selv, hvor meget forståelse der er for Kenya i de højere kirkelige kredse? De burde have kunnet se, at kardinalens udnævnelse lige før et meget tæt og omdiskuteret valg ville kunne udnyttes. Makori fra det katolske nyhedsbureau stiller spørgsmålet i en kommentar i The Daily Nation den 12. marts ”Var det ikke klart for nogen at i den etnisk polariserede tid, at visse politiske demagoger ville se kardinal Njue som en magtfuldt figur, der ville bruge sin position til at få katolikkerne til at støtte Kibaki”.
Endelig var der kardinalens TV optræden netop i den meget kritiske time omkring præsidentens udnævnelse, lørdag den 30. december. Han bad indtrængende befolkningen om at respekterer valgkommissionens afgørelse. Det var som ild på et bål netop på det tidspunkt, og selvom udtalelsen nok var optaget timer måske dage før, så virkede det igen som om kardinalen støttede Kibaki.
I tiden efter valget forsøgte de kirkelige myndigheder at mane til besindighed, men kirken talte ikke med én stemme. Flere præster fra Homa Bay i Nyanza, hvor ODM står meget stærkt, stillede spørgsmål ved kirkens officielle udtalelser og Ærkebiskoppen af Kisumu, der er hovedbyen i Nyanza, gik sine egne veje med meget kritiske udtalelser om politiet. Kritiske røster mener, at Ærkebiskoppen af Kisumu er forudfattet på grund af de nære familiære relationer han har til Riala Odinga, og andre igen har hævdet, at han ikke magter at se ud over sit etniske tilhørsforhold. Anklagen mod kardinalen for at være etnisk farvet er på ingen måde kun rettet mod ham.
Spørgsmålet er, hvad man egentlig kan forvente af en lokal kirke? Er biskopper i Europa i stand til at se bort fra deres herkomst? F.eks. er der biskopper i Baskerlandet, der står i modstrid til den spanske bispekonference.
Den katolske kirke har gentaget sit budskab om fredelig sameksistens flere gange, men det har ikke været en gennemtrængende stemme. Kirken har ikke været en samlende moralsk røst og har ikke haft den eller de personer, som kunne løfte sig over konfliktens parter som f.eks. ærkebiskoppen i Liberia, Msgr. Francis, der formåede at stå som en samlede moralske røst under krigen 2003.
Hvad kirken i Kenya for alvor skal takkes for er den enorme indsats som de forskellige menigheder og ordener gjorde til gavn for de fordrevne, der i stort tal søgte ly i kirkebygningerne i de første dage. De værste steder blev de hurtigt flyttet videre, for angriberne truede med at brænde kirkerne ned, hvilket faktisk skete i Eldoret i starten af januar. Samlet set har kirkerne i Kenya, både den katolske og de ikke katolske været blandt de største bidragsydere – lige efter Røde Kors – i den tidlige fase af konflikten. Det var først efter et par uger at FN kom på banen.
Pater Michael blev ikke dræbt på grund af kardinalens synder, men det var en kardinal synd ikke at se det etniske opgør komme, og på forhånd tage forhåndsregler for at undgå, at kirken blev inddraget i konflikten.
Nik Bredholt
Hvad kirken angår, har krisen i Kenya efter valgfiaskoen den 27. december været en hård tid at komme igennem. For at undgå sager som den ovenstående er flere præster er blevet flyttet i særlig grad fra Rift Vally, der har været centrum for konflikten, til egne af landet, hvor de ikke ville blive gjort til mål pga. deres herkomst.
Den katolske kirke i Kenya er landets største trossamfund. Historisk har kirken i Kenya udviklet sig på linie med de skel som samfundet i øvrigt har institutionaliseret, hvorved bispedømmerne følger de administrative skel, og dermed i høj grad stammeskel. De steder, hvor stammerne bor blandet er faktisk de steder, hvor konflikten i januar og februar var størst. At kirkens opdeling i bispedømmer følger de etniske skel er af en tidligere missionær fra Ngong bispedømme, Pater Mark Faulkner, blevet udlagt som om kirken har lagt ved til det etniske bål. Missionærerne blev udpeget for en bestemt stamme og introducerede liturgi, der passede til stammen. Derved cementerede missionærerne de af koloniherrernes konstruerede stammeskel som kolonien udnyttede efter devisen – del og hersk. P. Mark Faulkner hævder, at drømmen om en lokal kirke er blevet reduceret til en stammekirke.
To begivenheder i efteråret kom til at spille en rolle. Det ene var udnævnelse af en ny kardinal for Kenya. John Njue fra det centrale Kenya blev udpeget tidligt i efteråret. Ikke længe efter blev den nyudnævnte kardinal citeret for at kritisere majimbo, der er et forslag om at give mere magt og midler til regionerne, og dermed i praksis mere magt til de forskellige stammer. I realiteten nævnte kardinalen ikke majimbo med en eneste ord, men selvom kirken i dagene efter forsøgte at forklare, at kardinalen var blevet fejlciteret, var skaden sket. For kenyanerne var dette et klart tegn på, at kardinalen var på Kibakis side imod hans hovedopponent, Raila Odinga fra ODM, der havde foreslået majimbo. I dag, tre måneder efter valget er der næppe nogen der positivt vil benytte majimbo begrebet. Meget af volden særligt i Rift Vally er blevet udråbt som befolkningens egen indførelse af majimbo, men det ved vi kun i bag kundskabens lys.
Man spørger sig selv, hvor meget forståelse der er for Kenya i de højere kirkelige kredse? De burde have kunnet se, at kardinalens udnævnelse lige før et meget tæt og omdiskuteret valg ville kunne udnyttes. Makori fra det katolske nyhedsbureau stiller spørgsmålet i en kommentar i The Daily Nation den 12. marts ”Var det ikke klart for nogen at i den etnisk polariserede tid, at visse politiske demagoger ville se kardinal Njue som en magtfuldt figur, der ville bruge sin position til at få katolikkerne til at støtte Kibaki”.
Endelig var der kardinalens TV optræden netop i den meget kritiske time omkring præsidentens udnævnelse, lørdag den 30. december. Han bad indtrængende befolkningen om at respekterer valgkommissionens afgørelse. Det var som ild på et bål netop på det tidspunkt, og selvom udtalelsen nok var optaget timer måske dage før, så virkede det igen som om kardinalen støttede Kibaki.
I tiden efter valget forsøgte de kirkelige myndigheder at mane til besindighed, men kirken talte ikke med én stemme. Flere præster fra Homa Bay i Nyanza, hvor ODM står meget stærkt, stillede spørgsmål ved kirkens officielle udtalelser og Ærkebiskoppen af Kisumu, der er hovedbyen i Nyanza, gik sine egne veje med meget kritiske udtalelser om politiet. Kritiske røster mener, at Ærkebiskoppen af Kisumu er forudfattet på grund af de nære familiære relationer han har til Riala Odinga, og andre igen har hævdet, at han ikke magter at se ud over sit etniske tilhørsforhold. Anklagen mod kardinalen for at være etnisk farvet er på ingen måde kun rettet mod ham.
Spørgsmålet er, hvad man egentlig kan forvente af en lokal kirke? Er biskopper i Europa i stand til at se bort fra deres herkomst? F.eks. er der biskopper i Baskerlandet, der står i modstrid til den spanske bispekonference.
Den katolske kirke har gentaget sit budskab om fredelig sameksistens flere gange, men det har ikke været en gennemtrængende stemme. Kirken har ikke været en samlende moralsk røst og har ikke haft den eller de personer, som kunne løfte sig over konfliktens parter som f.eks. ærkebiskoppen i Liberia, Msgr. Francis, der formåede at stå som en samlede moralske røst under krigen 2003.
Hvad kirken i Kenya for alvor skal takkes for er den enorme indsats som de forskellige menigheder og ordener gjorde til gavn for de fordrevne, der i stort tal søgte ly i kirkebygningerne i de første dage. De værste steder blev de hurtigt flyttet videre, for angriberne truede med at brænde kirkerne ned, hvilket faktisk skete i Eldoret i starten af januar. Samlet set har kirkerne i Kenya, både den katolske og de ikke katolske været blandt de største bidragsydere – lige efter Røde Kors – i den tidlige fase af konflikten. Det var først efter et par uger at FN kom på banen.
Pater Michael blev ikke dræbt på grund af kardinalens synder, men det var en kardinal synd ikke at se det etniske opgør komme, og på forhånd tage forhåndsregler for at undgå, at kirken blev inddraget i konflikten.
Nik Bredholt
onsdag den 9. april 2008
Ny uro efter forhandlinger er gået i stå
Forhandlingerne om en ny regering i Kenya er suspenderet efter at oppositionspartiet ODM har trukket sig fra forhandlingsbordet.
Sammenbruddet udløste i går, tirsdag, uroligheder i Kibera-slummen i Nairobi og i Kenyas tredjestørste by, Kisumu. Begge steder står oppositionen stærk.
Det var netop i Kibera og Kisumu, urolighederne tog deres udgangspunkt efter præsidentvalget 27. december.
Det frygtes nu, at den politiske uenighed vil føre til en ny voldsbølge. Under urolighederne i januar og februar mistede mindst 1500 mennesker livet og mindst 300.000 blev fordrevet fra deres hjem.
Stridens kerne er dannelsen af en ny regering. Præsident Mwai Kibaki og oppositionsleder Raila Odinga skrev i slutningen af februar under på en aftale om at dele den politiske magt mellem sig. Det skulle ske ved at danne en samlingsregering, hvor de to partier skulle dele ministerposterne ligeligt.
Trods ugers forhandlinger er det ikke lykkes at danne samlingsregeringen. Især fordelingen af fem tunge ministerposter har skabt splid.
Efter at oppositionspartiet ODM har trukket sig ud af forhandlingerne, har præsident Kibaki truet med at udnævne en regeringen bestående udelukkende af minister fra hans eget parti, PNU. ODM har som modtræk truet med nye massedemonstrationer. Det var netop i forbindelse med sådanne ‘massedemonstrationer, at volden brød ud i januar.
Fra det internationale samfund lyder opfordringer til begge parter om at finde en snarlig løsning. En række lande, blandt andet fra EU, har sagt, at de ikke vil samarbejde med eller støtte regeringen, før magtdelingsaftalen er ført ud i livet.
Sammenbruddet udløste i går, tirsdag, uroligheder i Kibera-slummen i Nairobi og i Kenyas tredjestørste by, Kisumu. Begge steder står oppositionen stærk.
Det var netop i Kibera og Kisumu, urolighederne tog deres udgangspunkt efter præsidentvalget 27. december.
Det frygtes nu, at den politiske uenighed vil føre til en ny voldsbølge. Under urolighederne i januar og februar mistede mindst 1500 mennesker livet og mindst 300.000 blev fordrevet fra deres hjem.
Stridens kerne er dannelsen af en ny regering. Præsident Mwai Kibaki og oppositionsleder Raila Odinga skrev i slutningen af februar under på en aftale om at dele den politiske magt mellem sig. Det skulle ske ved at danne en samlingsregering, hvor de to partier skulle dele ministerposterne ligeligt.
Trods ugers forhandlinger er det ikke lykkes at danne samlingsregeringen. Især fordelingen af fem tunge ministerposter har skabt splid.
Efter at oppositionspartiet ODM har trukket sig ud af forhandlingerne, har præsident Kibaki truet med at udnævne en regeringen bestående udelukkende af minister fra hans eget parti, PNU. ODM har som modtræk truet med nye massedemonstrationer. Det var netop i forbindelse med sådanne ‘massedemonstrationer, at volden brød ud i januar.
Fra det internationale samfund lyder opfordringer til begge parter om at finde en snarlig løsning. En række lande, blandt andet fra EU, har sagt, at de ikke vil samarbejde med eller støtte regeringen, før magtdelingsaftalen er ført ud i livet.
søndag den 6. april 2008
Internt fordrevne i Kakamega i det Vestlige Kenya
Politistationer i Kenya er ikke som i Danmark. Her nede er der i reglen tale om et større område, hvor politiet nok har sit kontor, men politiets familier bor der også, og gamle biler, som er blevet samlet op efter uheld står og ruster sammen med udtjent politiudstyr og andet skrammel. Mange af de internt fordrevne som krisen efter valget har skabt, har fundet ophold på politistationer, da sikkerheden i reglen er god, og mange overnatter i bilvrag.
Turbo politistation i det vestlige Kenya på vejen mellem Kakamega og Eldoret rummer over 4000 personer. Røde Kors tal siger 4094, men det er svært at holde styr på de konkrete tal, da der stadig er nogen der kommer, og nogen der forsøger at komme videre. Overordnet er de personer kommet væk som umiddelbart kunne, og tilbage sidder dem, som ingen steder har at gå hen.
Benzintanken i Turbo er en ruin efter en brand har hærget. En søster til ejeren fortæller med gråd i stemmen om den dag i slutningen af december 2007, hvor valgresultatet blev annonceret. ”De unge kom om aftenen og forsøgte at sætte ild men de blev jaget væk. Så kom de igen og politiet jagede dem væk, men denne gang gik de løs på et andet hus i byen, hvilket bragte politiet derhen. Da politiet var afledt, blev tanken brændt. Alt er væk”. I dag bor hun på politistationens område i et hurtigt opsat telt med få ejendele.
Langt hovedparten af de fordrevne i Turbo politistation er forretningsfolk, og de driftigste har startet nye boder i lejren. Vi møder Teresia Angada, der tidligere solgte frugt og grønt i Turbo. Hendes forretning blev tømt for værdier af hoben, som også tvang hende væk. Teresia har perifer familie i Meru i det centrale Kenya, og håber på at kunne få et lift væk.
I omegnen af Turbo ligger Likuyani og her er den lokale katolske kirke blevet omdannet til lejr for internt fordrevne. Den lokale sognepræst Protus Hamisi fortæller, at der er omkring 1100 som overnatter ved kirken. Kvinder og børn sover inde i kirken, og mændene udenfor.
Moses Mburu på 62 er én af de mænd der har fundet tilflugt ved kirken. Hans familie kom oprindelig fra det centrale Kenya, hvor hans far var med i modstanden mod det Britiske kolonistyre de såkaldte Mau Mau. Da faderen blev arresteret måtte familien væk og flyttede til Nakuru, hvorfra de i 1964, lige efter uafhængigheden flyttede til Likuyani i det vestlige Kenya. Med sine fire brødre voksede Moses op i landsbyen og blev siden kateket for den lokale kirke.
Moses fortæller, at lige før nytår, den 29. december, kom en gruppe unge drenge fra den nærliggende Rift Vally i selskab med unge fra området. De jog Moses ud af hans hus og stjal alt hvad der var af værdi. Mange naboer fik deres hus brændt, men ikke Moses. ”Jeg tog min kateket dragt på og mødet de unge uden for huset i den dragt de kender fra kirken. Det holdt dem fra at forulempe mig, men vi måtte forlade vores hus”. Moses har ikke store forventninger til fremtiden og er ikke interesseret i at tage til det centrale Kenya. ”Jeg er vokset op i Likuyani, og har min familie her”. Hvor skulle han tage hen? De drenge som angreb ham blev ledt på vej af lokale som vidste, hvor de ”fremmede” boede. Moses er ikke i tvivl om, at nogen organiserede dette.
Ledende ODM politikere har indtil nu afvist beskyldningerne som bl.a. Human Rights Watch fremsatte den 1. februar og netop har genfremsat i form af en omfattende rapport ”Ballots to Bullets” fra marts om at volden efter det omdiskuterede valg var planlagt af lokale ledere. Human Rights Watch hævner i rapporten, at der er beviser på, at nationale politikere må have vidst hvad der skete, og gjorde intet for at stoppe det, men endnu er der ikke kommet noget klart bevis. Med en samlingsregering mellem ODM og Kibakis PNU vil baggrunden for volden i Rift Vally blive undersøgt og ministeren for intern sikkerhed, Saitori, har gentagende gange lade forstå, at de skyldige skal retsforfølges. Hvorvidt det i realiteten er muligt at gennemføre retssager mod alle skyldige er dog højst usikkert, bl.a. fordi så mange er indblandet i uregelmæssigheder. Saitori er selv én af dem, der næppe var blevet valgt i sin kreds, Kadjardo nord, hvis ikke det havde været for kreative hjælpere, der i valgets sidste fase, da modkandidaten stod til at ville vinde, pludselig opnåede at vende nederlaget til sejr. En specifik undersøgelse af valget er også på vej ledet af en sydafrikansk dommer, og i den forbindelse kan Saitori meget vel komme i vanskeligheder.
Men diverse undersøgelser vil ikke umiddelbart komme ofrene til gode. For de mange fordrevne, der ingen steder har at tage hen og hvis huse som for Teresia og Moses er brændt ned, er den umiddelbare fremtid ikke god, og det hjælper ikke stort, at de magtfulde nu taler sammen i Nairobi. Den forbrødring skal ned på lokalt plan og er der endnu ikke.
Nik Bredholt
Turbo politistation i det vestlige Kenya på vejen mellem Kakamega og Eldoret rummer over 4000 personer. Røde Kors tal siger 4094, men det er svært at holde styr på de konkrete tal, da der stadig er nogen der kommer, og nogen der forsøger at komme videre. Overordnet er de personer kommet væk som umiddelbart kunne, og tilbage sidder dem, som ingen steder har at gå hen.
Benzintanken i Turbo er en ruin efter en brand har hærget. En søster til ejeren fortæller med gråd i stemmen om den dag i slutningen af december 2007, hvor valgresultatet blev annonceret. ”De unge kom om aftenen og forsøgte at sætte ild men de blev jaget væk. Så kom de igen og politiet jagede dem væk, men denne gang gik de løs på et andet hus i byen, hvilket bragte politiet derhen. Da politiet var afledt, blev tanken brændt. Alt er væk”. I dag bor hun på politistationens område i et hurtigt opsat telt med få ejendele.
Langt hovedparten af de fordrevne i Turbo politistation er forretningsfolk, og de driftigste har startet nye boder i lejren. Vi møder Teresia Angada, der tidligere solgte frugt og grønt i Turbo. Hendes forretning blev tømt for værdier af hoben, som også tvang hende væk. Teresia har perifer familie i Meru i det centrale Kenya, og håber på at kunne få et lift væk.
I omegnen af Turbo ligger Likuyani og her er den lokale katolske kirke blevet omdannet til lejr for internt fordrevne. Den lokale sognepræst Protus Hamisi fortæller, at der er omkring 1100 som overnatter ved kirken. Kvinder og børn sover inde i kirken, og mændene udenfor.
Moses Mburu på 62 er én af de mænd der har fundet tilflugt ved kirken. Hans familie kom oprindelig fra det centrale Kenya, hvor hans far var med i modstanden mod det Britiske kolonistyre de såkaldte Mau Mau. Da faderen blev arresteret måtte familien væk og flyttede til Nakuru, hvorfra de i 1964, lige efter uafhængigheden flyttede til Likuyani i det vestlige Kenya. Med sine fire brødre voksede Moses op i landsbyen og blev siden kateket for den lokale kirke.
Moses fortæller, at lige før nytår, den 29. december, kom en gruppe unge drenge fra den nærliggende Rift Vally i selskab med unge fra området. De jog Moses ud af hans hus og stjal alt hvad der var af værdi. Mange naboer fik deres hus brændt, men ikke Moses. ”Jeg tog min kateket dragt på og mødet de unge uden for huset i den dragt de kender fra kirken. Det holdt dem fra at forulempe mig, men vi måtte forlade vores hus”. Moses har ikke store forventninger til fremtiden og er ikke interesseret i at tage til det centrale Kenya. ”Jeg er vokset op i Likuyani, og har min familie her”. Hvor skulle han tage hen? De drenge som angreb ham blev ledt på vej af lokale som vidste, hvor de ”fremmede” boede. Moses er ikke i tvivl om, at nogen organiserede dette.
Ledende ODM politikere har indtil nu afvist beskyldningerne som bl.a. Human Rights Watch fremsatte den 1. februar og netop har genfremsat i form af en omfattende rapport ”Ballots to Bullets” fra marts om at volden efter det omdiskuterede valg var planlagt af lokale ledere. Human Rights Watch hævner i rapporten, at der er beviser på, at nationale politikere må have vidst hvad der skete, og gjorde intet for at stoppe det, men endnu er der ikke kommet noget klart bevis. Med en samlingsregering mellem ODM og Kibakis PNU vil baggrunden for volden i Rift Vally blive undersøgt og ministeren for intern sikkerhed, Saitori, har gentagende gange lade forstå, at de skyldige skal retsforfølges. Hvorvidt det i realiteten er muligt at gennemføre retssager mod alle skyldige er dog højst usikkert, bl.a. fordi så mange er indblandet i uregelmæssigheder. Saitori er selv én af dem, der næppe var blevet valgt i sin kreds, Kadjardo nord, hvis ikke det havde været for kreative hjælpere, der i valgets sidste fase, da modkandidaten stod til at ville vinde, pludselig opnåede at vende nederlaget til sejr. En specifik undersøgelse af valget er også på vej ledet af en sydafrikansk dommer, og i den forbindelse kan Saitori meget vel komme i vanskeligheder.
Men diverse undersøgelser vil ikke umiddelbart komme ofrene til gode. For de mange fordrevne, der ingen steder har at tage hen og hvis huse som for Teresia og Moses er brændt ned, er den umiddelbare fremtid ikke god, og det hjælper ikke stort, at de magtfulde nu taler sammen i Nairobi. Den forbrødring skal ned på lokalt plan og er der endnu ikke.
Nik Bredholt
lørdag den 5. april 2008
Et kritisk blik på FN's koordinationsstruktur for den politiske krise i Kenya
Efter det fatale præsidentvalg i slutningen af december har FN oprettet såkaldt cluster koordination på alle væsentlige områder inden for den humanitære hjælp i Kenya. FN har på den måde sat sig på koordinationen af hjælpen desuagtet, at FN ikke er den væsentligste aktør og at der i forvejen eksisterede koordinationsstrukturer på centrale områder.
På dansk betyder Cluster en klynge. Ideen med et cluster er at samle alle organisationer, der arbejder inden for et bestemt tematisk område i en gruppe, der sammen diskuterer spørgsmål relateret til hjælpen inden for det tema. Der er f.eks. et cluster for beskyttelse, for logistik, for fødevare hjælp osv. Ti grupper i alt, der alle ledes af forskellige FN-organer med en enkelt undtagelse.
Globalt blev cluster strukturen introduceret i kølvandet på den humanitære reform som FN iværksatte i 2005, hvor det blev påpeget, at koordinationen skulle forbedres afgørende på bestemte områder, hvis humanitær hjælp skulle være troværdig og fungere bedre i fremtiden.
Disse ændringer afløste en situationsbestemt koordination, der som udgangspunkt var forskellig, hver gang en ny krise opstod. Problemet ved den situationsbestemte koordination inden reformen var, at det kunne tage lang tid at få den til at fungere, bl.a. fordi der først skulle skabes klarhed omkring ledelse og arbejdsopgaver.
I Kenya har cluster strukturen mødt en række udfordringer.
Et spørgsmål har været, om de væsentligste aktører deltog i strukturen. Fra første færd var der tre forskellige aktører: Kenyansk Røde Kors, Læger uden grænser (MSF) og kirkerne, hvor folk umiddelbart søgte ly.
Kenyansk Røde Kors var på forhånd forventet som deltager i samtlige 10 clusters, en enorm opgave - ikke mindst fordi Kenyansk Røde Kors derudover er det organ, som den kenyanske stat har overladt koordinationen af hjælpen til. Deltagelse i en FN-ledet struktur virkede derfor som en overflødig forhindring eller i værste fald en påtrængende overtagelse.
Læger uden grænser er af princip skeptisk over for at skulle lade sig koordinere af FN og endelig er kirkerne en blandet størrelse, der ikke kan repræsenteres af en enkelt aktør og i mange tilfælde slet ikke har været med ved bordet. De er alt for spredte og har ikke en samlende operationel struktur, der kan lede en nødhjælpsindsats.
En anden udfordring har været FN strukturen i sig selv. Mange har oplevet cluster koordinationen som en klub, hvor FN organisationerne kom sammen for at koordinere indbyrdes og måske vigtigst af alt, aftale hvordan pengene, der forventes at komme ind, skal fordeles. NGO projekter er blevet inkluderet i den fælles appeal som blev udsendt i januar, og de er med igen i den reviderede appel, men om de får noget ud af det, er højst tvivlsomt.
Skal man være kritisk, sidder FN folkene i en osteklokke i FN’s hovedkontoret i Gigiri – et velhavende kvarter af Nairobi – og ved knap hvad der foregår, bl.a. fordi næsten hele landet i en lang periode var erklæret i sikkerhedszone tre, hvilket er ensbetydende med, at al færdsel af FN personel skal godkendes separat, og der skal benyttes væbnet konvojkørsel etc.
Endelig er det er spørgsmål, hvorvidt der i forvejen var tilstrækkelig med koordination i Kenya før den nye struktur blev iværksat. Grunden til at cluster strukturen ikke blev indført i Kenya allerede i 2005 er den, at de kriser som Kenya traditionelt har oplevet er langsomme i opstart som f.eks. tørke og sult, og Kenya har i forvejen en meget veludviklet samarbejdsstruktur for tørke og fødevaresikkerhed. Der findes allerede koordinationsorganer mellem FN og NGOerne, en Inter Agency Working Group og Kenya Food Security Group, der samler alle aktører på området.
Når de vigtigste aktører mangler og der i forvejen er koordinationsstrukturer på væsentlige områder, hvad er så formålet?
Ved et evalueringsmøde den 22. januar i FNs bygning i Gigiri, nævnte den næstkommanderende i OCHA at cluster koordinationen vil vedblive i Kenya, også efter at krisen efter valget har lagt sig. FN ønsker at humanitær bistand generelt koordineres efter denne model og skulle et cluster finde, at der ikke er noget behov inden for sektoren, så kan clusteret ligge stille indtil et behov opstår. Det kunne se ud som om, den politiske krise i Kenya er blevet udnyttet til at indføre en FN ledet struktur, der ikke kan ændres.
Nik Bredholt
På dansk betyder Cluster en klynge. Ideen med et cluster er at samle alle organisationer, der arbejder inden for et bestemt tematisk område i en gruppe, der sammen diskuterer spørgsmål relateret til hjælpen inden for det tema. Der er f.eks. et cluster for beskyttelse, for logistik, for fødevare hjælp osv. Ti grupper i alt, der alle ledes af forskellige FN-organer med en enkelt undtagelse.
Globalt blev cluster strukturen introduceret i kølvandet på den humanitære reform som FN iværksatte i 2005, hvor det blev påpeget, at koordinationen skulle forbedres afgørende på bestemte områder, hvis humanitær hjælp skulle være troværdig og fungere bedre i fremtiden.
Disse ændringer afløste en situationsbestemt koordination, der som udgangspunkt var forskellig, hver gang en ny krise opstod. Problemet ved den situationsbestemte koordination inden reformen var, at det kunne tage lang tid at få den til at fungere, bl.a. fordi der først skulle skabes klarhed omkring ledelse og arbejdsopgaver.
I Kenya har cluster strukturen mødt en række udfordringer.
Et spørgsmål har været, om de væsentligste aktører deltog i strukturen. Fra første færd var der tre forskellige aktører: Kenyansk Røde Kors, Læger uden grænser (MSF) og kirkerne, hvor folk umiddelbart søgte ly.
Kenyansk Røde Kors var på forhånd forventet som deltager i samtlige 10 clusters, en enorm opgave - ikke mindst fordi Kenyansk Røde Kors derudover er det organ, som den kenyanske stat har overladt koordinationen af hjælpen til. Deltagelse i en FN-ledet struktur virkede derfor som en overflødig forhindring eller i værste fald en påtrængende overtagelse.
Læger uden grænser er af princip skeptisk over for at skulle lade sig koordinere af FN og endelig er kirkerne en blandet størrelse, der ikke kan repræsenteres af en enkelt aktør og i mange tilfælde slet ikke har været med ved bordet. De er alt for spredte og har ikke en samlende operationel struktur, der kan lede en nødhjælpsindsats.
En anden udfordring har været FN strukturen i sig selv. Mange har oplevet cluster koordinationen som en klub, hvor FN organisationerne kom sammen for at koordinere indbyrdes og måske vigtigst af alt, aftale hvordan pengene, der forventes at komme ind, skal fordeles. NGO projekter er blevet inkluderet i den fælles appeal som blev udsendt i januar, og de er med igen i den reviderede appel, men om de får noget ud af det, er højst tvivlsomt.
Skal man være kritisk, sidder FN folkene i en osteklokke i FN’s hovedkontoret i Gigiri – et velhavende kvarter af Nairobi – og ved knap hvad der foregår, bl.a. fordi næsten hele landet i en lang periode var erklæret i sikkerhedszone tre, hvilket er ensbetydende med, at al færdsel af FN personel skal godkendes separat, og der skal benyttes væbnet konvojkørsel etc.
Endelig er det er spørgsmål, hvorvidt der i forvejen var tilstrækkelig med koordination i Kenya før den nye struktur blev iværksat. Grunden til at cluster strukturen ikke blev indført i Kenya allerede i 2005 er den, at de kriser som Kenya traditionelt har oplevet er langsomme i opstart som f.eks. tørke og sult, og Kenya har i forvejen en meget veludviklet samarbejdsstruktur for tørke og fødevaresikkerhed. Der findes allerede koordinationsorganer mellem FN og NGOerne, en Inter Agency Working Group og Kenya Food Security Group, der samler alle aktører på området.
Når de vigtigste aktører mangler og der i forvejen er koordinationsstrukturer på væsentlige områder, hvad er så formålet?
Ved et evalueringsmøde den 22. januar i FNs bygning i Gigiri, nævnte den næstkommanderende i OCHA at cluster koordinationen vil vedblive i Kenya, også efter at krisen efter valget har lagt sig. FN ønsker at humanitær bistand generelt koordineres efter denne model og skulle et cluster finde, at der ikke er noget behov inden for sektoren, så kan clusteret ligge stille indtil et behov opstår. Det kunne se ud som om, den politiske krise i Kenya er blevet udnyttet til at indføre en FN ledet struktur, der ikke kan ændres.
Nik Bredholt
Abonner på:
Opslag (Atom)
