Ro uden fred i det Nordlige Uganda

Meget er forandret i det nordlige Uganda de sidste to år. Der er ikke flere soldater på gaderne i Gulu, og de dukker ikke pludselig frem af bevoksningen, hvor man mindst venter dem. Veje, der tidligere ikke kunne befærdes uden konstant frygt, kan i dag benyttes uden eskorte eller sikkerhedscheck før afgang. Ikke engang FN kræver nogen beskyttelse mere på vejene. Det er godt nyt. Firhjulstrækkere fra FN og NGO’erne dominerer dog stadig gadebilledet og verdens fødevare program bespiser stadig en stor del af befolkningen.

En fredelig hverdag er ikke normen for befolkningen i denne del af Afrika. Der har været konflikt i området lige siden 50’erne, da borgerkrigen startede i Sudan og bragte flygtninge og bevæbnede militsgrupper ind over grænsen. Siden da, er det gået fra den ene katastrofe til den næste. Fra Idi Amin til Milton Obote til konflikten i kølvandet på Obotes afgang og til LRA - Lords Resistance Army -, der siges at kæmpe for indførelsen af de 10 bud, men som med deres egen adfærd lader hånt om alle moralbegreber. Lederen af LRA, Joseph Kony, har været under jorden siden 1988 og i alle årene undgået regeringshærens mange forsøg på at pågribe ham og nedkæmpe hans hær. Kony er svær at forudse og har mestret kunsten, at handle aldeles uventet. Og overraskende var det, da Kony i juli 2006 begyndte at tale fred med regeringen i Kampala. Forhandlingerne førte hurtigt til en aftalen om indstilling af væbnede handlinger, der trådte i kraft i september 2006. Men siden da, har forhandlingerne svinget meget, og flere af forhandlerne for LRA er blevet fyret. Kony har ifølge meget velholdne rygter skudt sin tidligere kampfælle Vincent Otti, og muligvis Ottis efterfølger. Pga. den sparsomme informationsmængde og mulighederne for at verificere oplysninger er det mest rygter, der holder diskussionen om LRA i gang, og der florerer alle former for rygter; Kony er død, er syg, er i den central afrikanske republik eller i Tchad.

I midten af maj ventede en delegation af kulturelle og religiøse ledere fra det nordlige Uganda i fire dage på en samtale med Joseph Kony, men han kom ikke frem fra sit skjul i en naturpark mellem DR Congo og Sudan. De ville overbevise ham om, at han skulle underskrive den endelige fredsaftale. Blandt de prominente personer fra det nordlige Uganda var bl.a. Ærkebiskoppen af Gulu, John Baptista Odama, der har været meget fremme omkring forhandlingerne, og i alle årene med konflikt været én af de personer, der kunne kommunikere med LRA.

Biskoppen og de andre delegationsmedlemmer kom tomhændet hjem, men medbragte dog et budskabet om, at alle partner skulle bibeholde roen og tålmodigheden. Biskoppen har til BBC udtalt, at ingen bør begå handlinger, der kan lede til nye kampe og at befolkningen i det nordlige Uganda allerede har lidt nok. Fredsprocessen i det nordlige Uganda har muliggjort at hen ved halvdelen af de mennesker, der i 2005 var fordrevet, ca. 1,8 mio., er på vej hjem. FN’s tal fra marts taler om 52 %. Enten er de fordrevne flyttet tilbage til deres oprindelige hytte eller til nye beboelser, som er skudt op, tættere på det sted de tidligere boede.

For den brede befolkning er det bedste man kan sige om fredsprocessen, at LRA i dag er langt væk, men det kan ændre sig. Den lokale leder af fødevaresikkerheds koordinationsgruppen i Kitgum, Peter Abal, mener ikke man kan vide sig sikker: ”Jeg er holdt op med svare, når nogen spørger, om alle IDPs (internt fordrevne) vil være tilbage ved nytår. En uge kan ændre det hele i Uganda”. Det han henviser til er, at de lokale ikke føler sig sikre, så længe Joseph Kony ikke er kommet frem fra sit skjul. I mere end 20 år har han og hans væbnede gruppe terroriseret lokal befolkningen og praktisk talt alle har været påvirket af konflikten.

Olal Andrew fra landsbyen Madi Kiloc nord for Kitgum påpeger, at alle de nyligt hjemvendte stadig har deres egen lille hytte i en af hovedlejrene. Olal er parat til at flytte ind i lejren igen, hvis LRA skulle være på vej til området.

Den tidligere undersekretær i FN for humanitære anliggender, Jan Egeland, medtager i sin erindringsbog ”A billion lives” er et helt kapitel dedikeret til det nordlige Uganda og særligt forholdet til LRA. Jan Egeland mødtes med Joseph Kony i august 2006, det sammen sted hvor delegationen ventede i maj. Egeland skriver om en oplevelse, der til forveksling minder om de traditionelle lederes. Han og hans følge fik også lov at vente uden nogen forklaring, og da de endelig mødte LRA var det kun Kony’s daværende stedfortræder Vincent Otti. Der skulle store ord til for at få Kony frem. Det lykkedes med tålmodighed for Egeland og fredsprocessen kom i gang. To år senere og efter mange og lange forhandlinger, der bl.a. har resulteret i aftaler om demobilisering og fremme af Acholi folkets stilling i det Ugandiske samfund synes Kony dog at være på vej væk fra fredens vej.

Et væsentligt problem er, at Kony mangler en vej ud, der udvider det nuværende spektrum af muligheder, hvor valget står mellem fængsel eller død. Han har i realiteten ikke noget at vinde ved at komme frem. De store ideer om ministerposter eller en ophøjet position i samfundet er blevet skudt ned af regeringsforhandlerne, der i øvrigt mener at landet skal ledes af demokratisk valgte og ikke af personer, der har fremmet deres sag ved vold. Præsident Museveni glemmer behændigt, at han selv kom til magten ved et kup, og at han ikke har tilladt frie valg siden sin tiltrædelse.

I følge regeringen i Syd Sudan dræbet LRA i starten af juni 23 personer inklusive 14 sudanesiske soldater og genoptog derved krigen. Umiddelbart før angrebet holdt landene, der er berørt af konflikten, møde om mulige tiltag for med magt at nedkæmpe LRA én gang for alle.

Disse to begivenheder vil helt sikkert styrke dem, der taler for en militær løsning. Det lader ikke til, at hverken LRA eller regeringen i Kampala ønsker at lytte til budskabet om at fortsætte forhandlingerne.