Flygtninge skal vende tilbage

Hundredtusinder af kenyanere, der blev fordrevet under urolighederne efter valget i december, skal forlade deres flygtningelejre og vende tilbage til deres hjem. Det er den kenyanske regerings officielle politik.
Civilsamfundsorganisationer, der arbejder med freds- og forsoningsaktiviteter, har dog advaret mod at sende de fordrevne hjem, hvis ikke jorden foerst bliver goedet for at forsone dem med de mennesker, som har jaget dem vaek.
I sidste uge besoegte jeg lejre for fordrevne nogle af braendpunkterne under krisen i Rift Valley. Det var tydeligt, at mange af disse mennesker slet ikke er klar til at vende tilbage. Hadet mod den stamme, der stod bag myrderier, vold og ildspaasaettelser er til at tage og foele paa. Vi snakkede blandt andet i et par timer med nogle skoleboern fra Kikuyustammen i en lejr ved Naivasha. De kom fra forskellige steder i Rift Valley og var alle blevet jaget fra hus og hjem af den rivaliserende Kalenjinstamme. Mange af boernene var tydeligvs stadig traumatiserede af hvad de havde set og oplevet. Og de fleste sagde, de hadede kalenjinerne og ikke ville tilbage og bo blandt dem. Svaert at bebrejde dem, naar man taenker paa, at mange af dem har set deres hjem blive braendt og paaroerende eller bekendte blive myrdet.
Mellemfolkeligt Samvirke samler paa soendag ind til freds- og forsoningsarbejdet i Kenya. Jeg har set med mine egne oejne, at behovet er der...

En grøn tørke

Det hedder sig, at ”man skal ikke skue hunden på hårene”. Du kunne være, at køteren inden under huden er godt gal. På samme måde kan man ikke vurdere omfanget af en tørke blot ved et hurtigt blik over horisonten. Et grønt landskab er ikke ensbetydende med, at alle problemer er løst. Den umiddelbare frodighed i Borana i det Sydlige Etiopien er ved nærmere eftersyn blot et tyndt lag af græs og blade på buske, der i øvrigt er godt medtaget af to på hinanden følgende regnsæsoner, der slog fejl.

De lokale er pastoralister dvs. de ernærer sig ved at opdrætte kvæg og følge med kvæget, hvor foderet findes. De fastboende er agro-pastoralister, der kombinerer landbrug med kvæghold. Umiddelbart har ingen lyst til at være landmænd, men realiteten er, at flere og flere har små marker.

Døde dyr ligger rundt i landskabet. Manglen på mad og medicin til både mennesker og dyr er omsiggribende. Tørke er ikke noget nyt for befolkningen i Borana. Det som er nyt er den korte afstand mellem tørkerne og tørkens udstrækning. Tidligere gik der op mod 10 år imellem to tørkeperioder. I dag er der kun to til tre år hvilket ikke er nok for at naturen kan genetablere sin modstandsdygtighed. Hvor man tidligere kunne migrere ud af det tørke ramte område har tørken denne gang kunnet mærkes i alle nabodistrikterne. Dertil kommer, at konflikter med nabostammer og lukkede grænser til Kenya og Somalia begrænser kvæghyrdernes bevægelsesfrihed. Faktisk ligger store frodige områder ubenyttet hen imellem Kenya og Etiopien. Kvægdriverne kan ikke eller tør ikke bevæge sig derind af frygt for angreb fra fjendtligt stillede stammer.

Folk har mistet fra 40 – 60 % af deres kvæg, og dem som er tilbage er udmagrede. Den helt store katastrofe er de mange kalve, der er døde. Når koens kalv dør tidligt holder koen op med at producere mælk, og netop salg af mælk er en vigtig indkomstkilde for kvæghyrderne samtidig med, at den er nærende for børnene.

De lokale myndigheder fortæller, at mens priserne på kvæg er faldet er priserne på korn steget. På markedet findes kun tredje og fjerde kvalitets kvæg på og ingen af højeste kvalitet. Kvægdriverne er ramt af den globale prisstigning på fødevare, og deres vigtigste indtægtskilde giver på grund af tørken ikke det afkast de har brug for. De udmattede køer giver meget lidt ved salg og dør let af sygdom

Da regnen endelig kom i de sidste dage af marts var mange dyr så udmattede og afkræftede at den kolde regn slog dem ihjel. En kombination af stress og kulde. Flere dyr er døde umiddelbart efter regnen satte ind end før, hvilket også har at gøre med at sygdomme florerer, når det regner. De lokale fortæller om en sygdom som de ikke har medicin imod, hvor dyrenes maver svulmer op og dyret dør hurtigt derefter. De lokale veterinærmyndigheder har modtaget prøver fra døde dyr, men endnu er ingen diagnose eller medicin kommer frem

Vi møder Adi Godona fra Bulbul i Guji zonen som mistede 15 køer ud af de 30 hun havde før tørken. For at kunne købe mais var hun nødt til at sælge 8 køer, men fik kun lave priser for dem da de allerede var i en dårlig fysisk tilstand. Hun har 10 børn der alle er påvirket af tørken og selv med solidariteten inden for familien har det været svært. Adi har feber og maveonde.

Tørken rammer alle. Vi besøger en skole, hvor kun halvdelen af klassen er mødt op. De andre elever er ude på lange ture med kvæget som har svært ved at finde foder tæt på landsbyen, og de som er mødt op er trætte og sultne. Kvinderne som traditionelt henter vand og brænde skal gå endnu længere for at finde begge dele og mange er syge.

Tiden er ikke med kvægdriverne. Det moderne samfund med skoler og sundhedsklinikker presser folk til at bosætte sig fast ét sted, og i det øjeblik at en kvægdriver ikke længere bevæger sig med sine dyr, så er det i realiteten et langsomt selvmord.

Meget af den gode jord som i de tørre tider var forrådskammer for kvægdriverne benyttes i dag til landbrug, og er hegnet ind på forskellig vis. Dertil kommer, at store områder er blevet inddraget til naturparker, der nok afspejler en positiv udvikling, men ikke nødvendigvis for de mennesker, der levede af jorden før. Det stigende pres på naturressourcerne medvirker til flere konflikter, som igen leder til en dårlig udnyttelse af jorden og begrænsninger i bevægelsesfriheden.

Vi forlader det smukke Borana og kører tilbage mod Etiopiens hovedstad Addis Ababa. På vejen nord på ses en ny type industri i rivende udvikling. En aktivitet, der til overmål benytter sig af det sparsomme vand, som kvægdriverne har manglet i de sidste mange måneder. Række på række af drivhuse er skudt op i det tørre landskab. Blomsterfarmerne har indtaget Etiopien. Hvis det er udtryk for fremskridt er det et fremskridt, der er ude af trit med den omgivende natur. Hvor blomsterproduktion er et fremmedelement, der producerer en vare, som ikke benyttes i Etiopien men flyves til Europa så snart som muligt, så lever kvægdriverne med naturen på godt og ondt og bruger de ressourcer som naturen har i et nøje afmålt forhold, der desværre oftere og oftere kommer ud af balance.

Nik Bredholt