Kan man forsvare at give hjælp til forbrydere, der ikke har overgivet sig?

Dilemmaer i humanitær bistand

En minister fra regeringen i Uganda, Tarsis Kabwegere, kritiserede den 30. september Caritas Uganda offentligt i avisen The New Vision. Han fik sagt, at Caritas Uganda skulle stoppe hjælpen til oprørsgruppen Lords Resistance Army (LRA) så de kom under pres for at underskrive en fredsaftale. Det nationale kontor for Caritas i Uganda var meget hurtigt ude med et dementi og klargjorde, at Caritas ikke hjælper LRA, og at den kontakt som organisationen har haft med LRA om overlevering af humanitær bistand var efter aftale med fredsforhandlingsteamet, der består af FN, regeringen i Syd Sudan, donorer, LRA og regeringen i Kampala, og at hjælpen blev afsluttet i april.

Man må nok undre sig over, hvad en humanitær organisation overhovedet laver med LRA og hvordan en NGO bliver medaktør i en kompliceret fredsproces? Dertil kommer det grundlæggende spørgsmål, om den humanitære bistand som LRA faktisk modtog, var støtte til oprørsgruppen så den kunne begå nye overgreb, eller var det støtte til fredsprocessen som nu er faldet fra hinanden?

Det hele startede tilbage i juli 2006, da forhandlingerne mellem LRA og regeringen i Uganda fik et gennembrud, og det blev aftalt, at LRA skulle trække sig ud af det nordlige Uganda og samles ved to øde punkter i Syd Sudan. For at få forhandlingerne i gang, og for at undgå, at LRA skulle begå nye overgreb blev det af fredsforhandlingsteamet besluttet, at LRA skulle ydes humanitær hjælp. Caritas Uganda blev ved den lejlighed udvalgt til at implementere hjælpen, da Caritas kunne accepteres af begge parter i konflikten, således også den regering som Minister Kabwegere repræsenterer. Hjælpen blev bl.a. støttet af Danida.

Den tidligere undersekretær i FN for humanitære anliggender, Jan Egeland, medtager i sin erindringsbog ”A billion lives” et helt kapitel dedikeret til det nordlige Uganda og særligt forholdet til LRA. Jan Egeland skriver, at ”Kun Caritas havde modet til at hjælpe, da vi spurgte FN og NGO’erne om at bringe mad, vand og sanitet for at opmuntre LRA til at komme til samlingspunkterne i det sydlige Sudan.”

Der må være en grund til at Jan Egeland medtager denne episode i sine erindringer, og det kan være fordi det ikke er almindeligt, at en NGO bliver bedt om at deltage i en fredsproces som Caritas Uganda gjorde det.

Hjælpen var fra starten kontroversiel og forbundet med store praktiske vanskeligheder at implementere. Bl.a. var sikkerhed et stort problem, da Sydsudan er hjemsted for at mangfoldighed af væbnede grupper, og de logistiske udfordringer enorme med et vejnet i Sydsudan som er næsten ikke-eksisterende. Etablering af kontakt med LRA blev konstant mistænkeliggjort af regeringen i Kampala, hvilket i realiteten gjorde det umuligt at implementere projektet i det ene af de to områder tæt på grænsen til Uganda, da LRA konstant følte, at regeringshæren var for tæt på.

Dertil kom de mere principielle spørgsmål. At drive nødhjælp kan i praksis være en balancegang mellem flere udfordringer; både humanitære og politiske, men der er dog visse grundlæggende regelsæt som god nødhjælp bør fungere inden for som f.eks. The Sphere Project, Code of Conduct for humanitære organisationer og International Humanitær Lov. Hvad angår krigsførende partner påpeger Sphere, at der skal skelnes mellem væbnede grupper og civile, og den Internationale Humanitære Lov klargør, at en væbnet gruppe kan være berettiget til hjælp, hvis medlemmerne af gruppen ikke længere deltager i offensive handlinger, og hjælpen udelukkende er humanitær. Dertil kommer, at retten til det humanitære initiativ er beskyttet i International Humanitær Lov så længe den organisation, der yder støtten er både humanitær og upartisk. Med en upartisk organisation som Caritas og et LRA, der afstod fra nye overgreb, kunne hjælpen således forsvares.

Sidstnævnte forhold har dog været stærkt betvivlet. Selv hvis LRA ikke udførte nye angreb fortsatte den ufrivillige tilstedeværelse af kvinder og børn blandt LRAs rækker. LRA er kendt for at bortføre børn og tvinge dem til at deltage i kampen, enten som tvungne koner eller som soldater. Da Jan Egeland mødte lederen af LRA, Joseph Kony, i august 2006, var det netop spørgsmålet om frigivelse af bortførte, som diskussionen handlede om. Kony afviste ved den lejlighed at LRA holdt folk mod deres vilje.

Fredsprocessen har siden slutningen af april været i uføre. I maj blev der gjort et sidste forsøg på at nå Joseph Kony og få ham overbevist om, at han skulle underskrive, men uden held. Han mødte slet ikke op til mødet. Endnu et forsøg blev gjort i starten af september, men to dage før det planlagte møde gik kontakten til fredsforhandlingsteamet død. Siden da, har formodede LRA soldater angrebet en række landsbyer i grænseområdet mellem DR Congo og Sudan, og sendt stribe af civile på flugt i alle retninger. Tal fra UNHCR angiver at over 20.000 er på flugt fra området, og en del har fundet tilflugt i Yambio på den anden side af grænsen til Sudan, hvor en større hjælpeaktion pt. er i gang.

Den seneste bevægelse omkring LRA kan forklare Ministerens angreb på Caritas. Der er behov for at nogen må tage skylden for den fejlslagne fredsproces, og den er regeringen tydeligvis ikke rede til at påtage sig. Er det LRA, Kampala regeringen eller arrestordren på Joseph Kony fra den internationale domstol (ICC) som LRA har nævnt som det afgørende punkt, der har forhindret fred? Under alle omstændigheder kan det forhold, at LRA fik leveret mad og medicin for over et halvt år siden ikke forklare, hvorfor LRA igen begår overgreb.

Alle partner i konflikten er tabere. Den pest som LRA påførte samfundet i det nordlige Uganda er flyttet vestpå til DR Congo og det er nu helt uskyldige congolesere som bliver fordrevet og misbrugt som Archoli folket i det nordlige Uganda blev det igennem 20 år. Perspektiverne for hele regionen ved en manglende fredsaftale er uoverskuelige, og går langt ud over mad og medicin.