Italiensk is på det Afrikanske Horn

På Asmaras hovedstrøg ligger undervisningsministeriet i det gamle Italienske fascistpartis palads. Et højt majestætisk frontparti, der imponerer beskueren, og klare flader i stærke farver. Skråt over for ligger Cinema Impero. Man kan stadig forestille sig, hvordan det har været for de Italienske kolonister at vandre op ad hovedgaden og tage sig en gelato på vejen sammen med en cafe expresso, for begge dele er stadig tilgængelige ved deres italienske navne, og i de originale bygninger fra 20’erne og 30’erne. Meget er forandret siden Englænderne maste sig op igennem kløften ved Keren i 1941, og afsluttede Mussolinis kolonidrømme, men Asmara står stadig som den blev bygget, endda ren og velpudset i stærk kontrast til andre afrikanske hovedstæder. Med Italiens exit blev Eritrea stort set glemt, og Asmara fik lov at stå. En militær paradeplads i enden af hovedgaden, hvor den tidligere togstation stod, er stort set eneste mindre om de mange års etiopiske overherredømme. Det er noget af en hemmelighed, at her på det Afrikanske Horn ligger en perle af en art deco by, men sådan er det desværre med Eritrea, der sjældent overskrifterne, og det er de på mange måder selv ude om.

Den tid er ovre, hvor Eritrea nød international goodwill i sine første år som selvstændig nation efter bruddet med Etiopien i 1995. Den Dansk ambassade har været lukket i flere år, ligesom praktisk talt alle ikke-regerings styrende organisationer én efter én har opgivet efter at regeringen har forhindret dem i at udføre deres arbejde. Nogen har fået konfiskeret deres udstyr som flere minerydningsorganisationer, og nogen har fået deres fødevarehjælp konfiskeret. Eritrea har lukket for friheden og erstattet håbet som selvstændigheden bragte med frygt og mistro. Landet egne borgere kan ikke rejse ud, og alle økonomiske transaktioner er kontrolleret af den allestedsnærværende stat.

Én af de sidste uafhængige bastioner i Eritrea er kirkerne. Ifølge en lov forordning fra 1995 skal kirkerne holde sig til forkyndelse, og må i princippet ikke gøre andet. Lov forordningen er ikke blevet fuldt implementeret, men den er ikke desto mindre stadig gældende.

I slutningen af maj måned blev den katolske kirkes udviklings- og nødhjælps sekretariat bedt om at forlade deres kontor. Da kontoret ikke selv flyttede, ankom militæret med lastbiler og konfiskerede bogstaveligt talt alt inventar og kørte det ud til et lager uden for Asmara. Det tog soldaterne 8 dage at tømme kontorerne. Computere fik medarbejderne dog tilladelse til at beholde.

Den virkelige begrundelse for at lukke kontoret er aldrig blevet klarlagt. Lokalerne benyttes ikke til noget i dag, men er bevogtet 24 timer med soldater fra hæren, og inventaret kan kun frigives, hvis kirken betaler for den transport, som de ikke selv bad om.

For selv kirkerne har haft en hård medfart. Den ortodokse kirke og det muslimske trossamfund er i praksis økonomisk afhængige af regeringen, hvor katolikkerne og den meget lille protestantiske kirke har holdt stand, men spørgsmålet er hvor længe.

I november måned i år fik fire katolske missionærer besked på, at de skulle rejse ud på trods af at de alle havde gyldige opholdstilladelser. Sidste år var der 13 missionærer, der fik samme besked. Der er nu meget få missionærer tilbage, som ikke har nået pensionsalderen og derfor tolereres. Fremmede missionærer må ikke arbejde i Eritrea, og missionærer fra Eritrea må ikke flytte ud af Eritrea for at arbejde.

Logikken bag regeringens politik synes at være at isolere kirken fra dens internationale netværk og gøre den økonomisk så svag at den må ty til regeringen for støtte.

Militærets mobilisering af alle over 18 år trækker de unge væk fra kirken (på samme måde som de trækkes væk fra produktive aktiviteter) og binder dem i årevis til militær tjeneste. Almindelige mennesker, som ikke har kontakter eller kan betale sig fri, er i praksis bundet til militæret indtil de er 50.

Kirkens skoler og klinikker er truet. En skole i Asab blev lukket i september og utallige gange har styret truet med at lukke alle. Skulle kirken miste sit netværk af undervisningsinstitutioner og sundhedsposter vil den samtidig miste en vigtig og central del af sit virke, men det Eritreanske samfund vil også miste de nok bedst kørende klinikker og skoler som findes i landet. Sidstnævnte faktor kan være medvirkende til at styret holder igen.

Krigen med Etiopien, 1998 – 2000, er det store sår der smerter landet og som styret bruger som forklaring på mobilisering af ungdommen og de mange restriktioner. Grænsespørgsmålet er også det emne, som kirken mener det internationale samfund burde hjælpe med til at løse.

En afslutning på den permanente krigstilstand ses som nøglen til at kunne frigive ressourcer, både menneskelige og økonomiske, for udvikling af det Eritreanske samfund, og samtidig åbne døren for landet, hvor Eritrea i dag er isoleret med en snæver kreds af dubiøse venner som Sudan, Libyen og Kina. Den internationale mægling har ført til et forslag om en ny grænse, som dog er blevet afvist af Etiopien. Normalt vil det internationale samfund presse den part som ikke anerkender et mæglingsforslag, men i tilfældet med Eritrea og Etiopien har verden holdt igen. Eritreanerne, også de regeringskritiske, er enige om, at Etiopien burde presses til at anerkende den nye grænsedragning, og at USA burde hjælpe, men har vendt et døvt øre til, da man har haft brug for Etiopien i krigen mod terror.

Her er en opgave for den kommende amerikanske præsident, Barak Obama. Med den forventede retræte af de etiopiske soldater fra Somalia og en ny præsident i Washington, burde det være muligt at kaste kortene på en ny måde til gavn for befolkningerne på det Afrikanske Horn.

Ligesom Eritrea stort set blev glemt af stormagterne efter krigen og gik så meget lidelse igennem, må landet ikke igen blive overset. Eritrea har meget at byde på og Italiensk is er én af nydelserne.