Den katolske kirke i Kenya og den politiske krise efter præsidentvalget

Da pater Michael Kamau blev stoppet på vejen mellem Eldama og Nakuru så han nogle af sine ministranter stå i gruppen af truende drenge. Han må have troet, at han kunne tale dem til fornuft for han stod ud af bilen og gik i diskussion med dem. Havde han forsøgt at bryde igennem vejspærringen var han måske stadig i live. Banden af lokale drenge slog ham til døde med stumme våben. Han blev dræbt som hævn for andre voldshandlinger som drengene mente var begået af den stamme som præsten kom fra. Pater Michael Kamau blev født i 1966 i Kiambu et område domineret af kikuyuer, og var tilknyttet bispedømmet i Nakuru. Han var på ingen måde indblandet i volden, men blev alligevel et offer, dog langt fra den eneste, der er blevet myrdet pga. sin etniske herkomst. Over 1000 har ladet livet siden slutningen af december.

Hvad kirken angår, har krisen i Kenya efter valgfiaskoen den 27. december været en hård tid at komme igennem. For at undgå sager som den ovenstående er flere præster er blevet flyttet i særlig grad fra Rift Vally, der har været centrum for konflikten, til egne af landet, hvor de ikke ville blive gjort til mål pga. deres herkomst.

Den katolske kirke i Kenya er landets største trossamfund. Historisk har kirken i Kenya udviklet sig på linie med de skel som samfundet i øvrigt har institutionaliseret, hvorved bispedømmerne følger de administrative skel, og dermed i høj grad stammeskel. De steder, hvor stammerne bor blandet er faktisk de steder, hvor konflikten i januar og februar var størst. At kirkens opdeling i bispedømmer følger de etniske skel er af en tidligere missionær fra Ngong bispedømme, Pater Mark Faulkner, blevet udlagt som om kirken har lagt ved til det etniske bål. Missionærerne blev udpeget for en bestemt stamme og introducerede liturgi, der passede til stammen. Derved cementerede missionærerne de af koloniherrernes konstruerede stammeskel som kolonien udnyttede efter devisen – del og hersk. P. Mark Faulkner hævder, at drømmen om en lokal kirke er blevet reduceret til en stammekirke.

To begivenheder i efteråret kom til at spille en rolle. Det ene var udnævnelse af en ny kardinal for Kenya. John Njue fra det centrale Kenya blev udpeget tidligt i efteråret. Ikke længe efter blev den nyudnævnte kardinal citeret for at kritisere majimbo, der er et forslag om at give mere magt og midler til regionerne, og dermed i praksis mere magt til de forskellige stammer. I realiteten nævnte kardinalen ikke majimbo med en eneste ord, men selvom kirken i dagene efter forsøgte at forklare, at kardinalen var blevet fejlciteret, var skaden sket. For kenyanerne var dette et klart tegn på, at kardinalen var på Kibakis side imod hans hovedopponent, Raila Odinga fra ODM, der havde foreslået majimbo. I dag, tre måneder efter valget er der næppe nogen der positivt vil benytte majimbo begrebet. Meget af volden særligt i Rift Vally er blevet udråbt som befolkningens egen indførelse af majimbo, men det ved vi kun i bag kundskabens lys.

Man spørger sig selv, hvor meget forståelse der er for Kenya i de højere kirkelige kredse? De burde have kunnet se, at kardinalens udnævnelse lige før et meget tæt og omdiskuteret valg ville kunne udnyttes. Makori fra det katolske nyhedsbureau stiller spørgsmålet i en kommentar i The Daily Nation den 12. marts ”Var det ikke klart for nogen at i den etnisk polariserede tid, at visse politiske demagoger ville se kardinal Njue som en magtfuldt figur, der ville bruge sin position til at få katolikkerne til at støtte Kibaki”.

Endelig var der kardinalens TV optræden netop i den meget kritiske time omkring præsidentens udnævnelse, lørdag den 30. december. Han bad indtrængende befolkningen om at respekterer valgkommissionens afgørelse. Det var som ild på et bål netop på det tidspunkt, og selvom udtalelsen nok var optaget timer måske dage før, så virkede det igen som om kardinalen støttede Kibaki.

I tiden efter valget forsøgte de kirkelige myndigheder at mane til besindighed, men kirken talte ikke med én stemme. Flere præster fra Homa Bay i Nyanza, hvor ODM står meget stærkt, stillede spørgsmål ved kirkens officielle udtalelser og Ærkebiskoppen af Kisumu, der er hovedbyen i Nyanza, gik sine egne veje med meget kritiske udtalelser om politiet. Kritiske røster mener, at Ærkebiskoppen af Kisumu er forudfattet på grund af de nære familiære relationer han har til Riala Odinga, og andre igen har hævdet, at han ikke magter at se ud over sit etniske tilhørsforhold. Anklagen mod kardinalen for at være etnisk farvet er på ingen måde kun rettet mod ham.

Spørgsmålet er, hvad man egentlig kan forvente af en lokal kirke? Er biskopper i Europa i stand til at se bort fra deres herkomst? F.eks. er der biskopper i Baskerlandet, der står i modstrid til den spanske bispekonference.

Den katolske kirke har gentaget sit budskab om fredelig sameksistens flere gange, men det har ikke været en gennemtrængende stemme. Kirken har ikke været en samlende moralsk røst og har ikke haft den eller de personer, som kunne løfte sig over konfliktens parter som f.eks. ærkebiskoppen i Liberia, Msgr. Francis, der formåede at stå som en samlede moralske røst under krigen 2003.

Hvad kirken i Kenya for alvor skal takkes for er den enorme indsats som de forskellige menigheder og ordener gjorde til gavn for de fordrevne, der i stort tal søgte ly i kirkebygningerne i de første dage. De værste steder blev de hurtigt flyttet videre, for angriberne truede med at brænde kirkerne ned, hvilket faktisk skete i Eldoret i starten af januar. Samlet set har kirkerne i Kenya, både den katolske og de ikke katolske været blandt de største bidragsydere – lige efter Røde Kors – i den tidlige fase af konflikten. Det var først efter et par uger at FN kom på banen.

Pater Michael blev ikke dræbt på grund af kardinalens synder, men det var en kardinal synd ikke at se det etniske opgør komme, og på forhånd tage forhåndsregler for at undgå, at kirken blev inddraget i konflikten.


Nik Bredholt