Internt fordrevne i Kakamega i det Vestlige Kenya

Politistationer i Kenya er ikke som i Danmark. Her nede er der i reglen tale om et større område, hvor politiet nok har sit kontor, men politiets familier bor der også, og gamle biler, som er blevet samlet op efter uheld står og ruster sammen med udtjent politiudstyr og andet skrammel. Mange af de internt fordrevne som krisen efter valget har skabt, har fundet ophold på politistationer, da sikkerheden i reglen er god, og mange overnatter i bilvrag.

Turbo politistation i det vestlige Kenya på vejen mellem Kakamega og Eldoret rummer over 4000 personer. Røde Kors tal siger 4094, men det er svært at holde styr på de konkrete tal, da der stadig er nogen der kommer, og nogen der forsøger at komme videre. Overordnet er de personer kommet væk som umiddelbart kunne, og tilbage sidder dem, som ingen steder har at gå hen.

Benzintanken i Turbo er en ruin efter en brand har hærget. En søster til ejeren fortæller med gråd i stemmen om den dag i slutningen af december 2007, hvor valgresultatet blev annonceret. ”De unge kom om aftenen og forsøgte at sætte ild men de blev jaget væk. Så kom de igen og politiet jagede dem væk, men denne gang gik de løs på et andet hus i byen, hvilket bragte politiet derhen. Da politiet var afledt, blev tanken brændt. Alt er væk”. I dag bor hun på politistationens område i et hurtigt opsat telt med få ejendele.

Langt hovedparten af de fordrevne i Turbo politistation er forretningsfolk, og de driftigste har startet nye boder i lejren. Vi møder Teresia Angada, der tidligere solgte frugt og grønt i Turbo. Hendes forretning blev tømt for værdier af hoben, som også tvang hende væk. Teresia har perifer familie i Meru i det centrale Kenya, og håber på at kunne få et lift væk.

I omegnen af Turbo ligger Likuyani og her er den lokale katolske kirke blevet omdannet til lejr for internt fordrevne. Den lokale sognepræst Protus Hamisi fortæller, at der er omkring 1100 som overnatter ved kirken. Kvinder og børn sover inde i kirken, og mændene udenfor.

Moses Mburu på 62 er én af de mænd der har fundet tilflugt ved kirken. Hans familie kom oprindelig fra det centrale Kenya, hvor hans far var med i modstanden mod det Britiske kolonistyre de såkaldte Mau Mau. Da faderen blev arresteret måtte familien væk og flyttede til Nakuru, hvorfra de i 1964, lige efter uafhængigheden flyttede til Likuyani i det vestlige Kenya. Med sine fire brødre voksede Moses op i landsbyen og blev siden kateket for den lokale kirke.

Moses fortæller, at lige før nytår, den 29. december, kom en gruppe unge drenge fra den nærliggende Rift Vally i selskab med unge fra området. De jog Moses ud af hans hus og stjal alt hvad der var af værdi. Mange naboer fik deres hus brændt, men ikke Moses. ”Jeg tog min kateket dragt på og mødet de unge uden for huset i den dragt de kender fra kirken. Det holdt dem fra at forulempe mig, men vi måtte forlade vores hus”. Moses har ikke store forventninger til fremtiden og er ikke interesseret i at tage til det centrale Kenya. ”Jeg er vokset op i Likuyani, og har min familie her”. Hvor skulle han tage hen? De drenge som angreb ham blev ledt på vej af lokale som vidste, hvor de ”fremmede” boede. Moses er ikke i tvivl om, at nogen organiserede dette.

Ledende ODM politikere har indtil nu afvist beskyldningerne som bl.a. Human Rights Watch fremsatte den 1. februar og netop har genfremsat i form af en omfattende rapport ”Ballots to Bullets” fra marts om at volden efter det omdiskuterede valg var planlagt af lokale ledere. Human Rights Watch hævner i rapporten, at der er beviser på, at nationale politikere må have vidst hvad der skete, og gjorde intet for at stoppe det, men endnu er der ikke kommet noget klart bevis. Med en samlingsregering mellem ODM og Kibakis PNU vil baggrunden for volden i Rift Vally blive undersøgt og ministeren for intern sikkerhed, Saitori, har gentagende gange lade forstå, at de skyldige skal retsforfølges. Hvorvidt det i realiteten er muligt at gennemføre retssager mod alle skyldige er dog højst usikkert, bl.a. fordi så mange er indblandet i uregelmæssigheder. Saitori er selv én af dem, der næppe var blevet valgt i sin kreds, Kadjardo nord, hvis ikke det havde været for kreative hjælpere, der i valgets sidste fase, da modkandidaten stod til at ville vinde, pludselig opnåede at vende nederlaget til sejr. En specifik undersøgelse af valget er også på vej ledet af en sydafrikansk dommer, og i den forbindelse kan Saitori meget vel komme i vanskeligheder.

Men diverse undersøgelser vil ikke umiddelbart komme ofrene til gode. For de mange fordrevne, der ingen steder har at tage hen og hvis huse som for Teresia og Moses er brændt ned, er den umiddelbare fremtid ikke god, og det hjælper ikke stort, at de magtfulde nu taler sammen i Nairobi. Den forbrødring skal ned på lokalt plan og er der endnu ikke.


Nik Bredholt