onsdag den 9. april 2008

Ny uro efter forhandlinger er gået i stå

Forhandlingerne om en ny regering i Kenya er suspenderet efter at oppositionspartiet ODM har trukket sig fra forhandlingsbordet.

Sammenbruddet udløste i går, tirsdag, uroligheder i Kibera-slummen i Nairobi og i Kenyas tredjestørste by, Kisumu. Begge steder står oppositionen stærk.
Det var netop i Kibera og Kisumu, urolighederne tog deres udgangspunkt efter præsidentvalget 27. december.

Det frygtes nu, at den politiske uenighed vil føre til en ny voldsbølge. Under urolighederne i januar og februar mistede mindst 1500 mennesker livet og mindst 300.000 blev fordrevet fra deres hjem.

Stridens kerne er dannelsen af en ny regering. Præsident Mwai Kibaki og oppositionsleder Raila Odinga skrev i slutningen af februar under på en aftale om at dele den politiske magt mellem sig. Det skulle ske ved at danne en samlingsregering, hvor de to partier skulle dele ministerposterne ligeligt.

Trods ugers forhandlinger er det ikke lykkes at danne samlingsregeringen. Især fordelingen af fem tunge ministerposter har skabt splid.

Efter at oppositionspartiet ODM har trukket sig ud af forhandlingerne, har præsident Kibaki truet med at udnævne en regeringen bestående udelukkende af minister fra hans eget parti, PNU. ODM har som modtræk truet med nye massedemonstrationer. Det var netop i forbindelse med sådanne ‘massedemonstrationer, at volden brød ud i januar.

Fra det internationale samfund lyder opfordringer til begge parter om at finde en snarlig løsning. En række lande, blandt andet fra EU, har sagt, at de ikke vil samarbejde med eller støtte regeringen, før magtdelingsaftalen er ført ud i livet.

Ingen kommentarer: